AKUcenter
Social service
Blomster

Velkommen til AKU Centret

AKU Centret hører under Frederikssund Kommune og er en levende organisation, som tilbyder §103 beskyttet beskæftigelse og §104 aktivitets- og samværstilbud for borgere på førtidspension samt Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) for unge i alderen 16-25 år.

Fælles for vores borgere er, at de har nedsat funktionsevne og behov for støtte til at klare et arbejdsliv, uddannelse og hverdagens gøremål og udfordringer.

AKU står for Arbejde, Kultur og Udvikling. Det gør det, fordi vi skaber et arbejdsliv for de borgere, der ønsker at arbejde på det niveau og på de vilkår, det er muligt for den enkelte. Fordi vi via aktiviteter og socialt samvær støtter vores borgere til at have en god livskvalitet og deltage i samfundet, så de er en del af fællesskabet. Og fordi udvikling af den enkeltes faglige, personlige og sociale kompetencer er helt centralt i vores arbejde.

Vores mission er at skabe en meningsfuld hverdag for alle vores borgere.

Vi har ca. 240 borgere og elever og en tværfaglig medarbejderstab på 75 ansatte. Vi er fordelt på fire matrikler i Frederikssund og Slangerup – hvert sted med egne særskilte tilbud tilpasset de enkelte borgergrupper og sit helt eget miljø.

Vores tilbud

Højagergaard  - er en tidligere landbrugsejendom og ligger i naturskønne omgivelser i Slangerup med 20 tønder land, 2400 kvadratmeter drivhus og ni forskellige produktionsværksteder. På Højagergaard tilbyder vi STU, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud.

Ejegod – ligger i Slangerup og har otte forskellige værksteder og en have med grønne arealer, trampolin og sansehave, udover at det ligger tæt på svømmehal og idrætsanlæg. På Ejegod tilbyder vi aktivitets- og samværstilbud og beskyttet beskæftigelse.

Gnisten – ligger i Frederikssund og er et lille aktivitets- og samværstilbud for mennesker med betydelig begrænset funktionsevne. Der er stor rummelighed og fokus på at skabe et trygt miljø med struktur og forudsigelighed, sansestimulering og fællesskab.

Klub Stjerneskud - ligger i Slangerup og er et aktivitets- og fritidstilbud for mennesker med nedsat funktionsevne, der har glæde af socialt samvær og fællesskab i trygge rammer og en genkendelig struktur. 

Campus Kantiner - er placeret på Campus Frederikssund og er drevet som to kantineordninger på hhv. Frederikssund Gymnasium og U/Nord sammen med medarbejdere i beskyttet beskæftigelse.